Om os
og vores lille perle
Historien om os og om Naturperlen er i høj grad en historie om tilfældigheder og en hel masse kærlighed.
Naturperlen er bygget af Lillemor Magrethe og Überboss Preben. Parret er oprindeligt fra det centrale Sønderjylland, har besøgt Kalvø siden starten af 1990erne, hvor de har nydt mange somre og stået på vandski med både børn, familie og venner.
Til et arrangement i området har Margrethe og Preben brug for et sted at sove. Preben mener bestemt at kunne huske, at der ligger et lille B&B på Sønder Havvej ved Kalvø, og beslutter sig for at bevæge sig ud på det vilde internet for at finde adresse og telefonnummer. Det er ikke an annonce fra booking.com eller en smart hjemmeside der kommer frem i hans søgning. Det er en salgsannonce fra Nybolig. Preben bliver så begejstret at han bestiller en fremvisning.
Med både børn og svigerbørn på slæb, er de ude at se på stedet. Familiens ny-udlærte tømre proklamere med det samme at ”det lård skal bare rives ned”. Efter mange forhandlinger en masse beregninger og flotte tegninger af deres kommende hjem, står Preben og Magrethe med nøglerne i hånden ca. 9 mdr. Efter den første fremvisning.
Historien slutter dog ikke her…
Lillemor Margrethe bliver så begejstret for sit nye hjem, at hun gerne vil dele roen og den smukke udsigt med andre. Tegningerne må uden tvivl revideres og tankerne omkring et roligt feriested, bæredygtighed og tilgængelighed for alle får sin begyndelse.
Under byggeriet, som Preben selv står for, er han ikke helt tilfreds med kvaliteten af byggematerialer og interiør. Han beslutter sig derfor for at opgradere 90% af alle materialer – for det skal jo laves ordentligt, så det holder. Da byggeriet står færdigt i 2014 har Preben brugt budgettet mere end 1 gang og er kommet til at gøre lidt mere ud af stedet end det egentlig var meningen.
Første udlejning sker i foråret 2014. Siden har vi haft mange gæster på besøg, og heldigvis er de også begejstrede som Margrethe var dengang i 2012. Vi glæder os derfor til at vise dig vores smukke sted og byde dig velkommen til ren idyl og afslapning.
Book nu